Af Klaus Lindholm

Dyrehandlerne har de fisk, der er mest salg i. Men de mere specielle må du ud på akvariemesserne og finde - og det gælder også på søndag, den 28. februar, hvor der bl.a. derfor ventes besøgende fra hele landet, når 17 udstillere fra hele Jylland og Fyn indtager gymnastiksalen på Damhavens Skole på Damhaven i Vejle.

Her indleder den genstartede Vejle Akvarieforening en ny tradition med en årlig akvariemesse - og dem er der ikke så mange af i forvejen. Skive, Viborg og Nordsjælland kan gøre det, og med sin placering midt i Danmark lå det lige for at udvide med en udstilling i Vejle, forklarer en af initiativtagerne til foreningen, Heine Dupont.

Der er plads til 15 udstillere i gymnastiksalen på Damhaven. Så arrangørerne har strakt sig vidt ved at finde plads til de 17, der er sluppet ind.
- Men nu stopper vi, siger Heine Dupont og afslører, at man indtil videre har sagt nej til tre interesserede.

- Messen trækker folk til fra hele landet. Der er typisk mange, der kigger på gubbier og selskabsfisk, og der er mange opkøbere, der kun kan få de fisk ved den slags messer.

Her vil man kunne se alle de lidt sjove fisk, og de fisk, som folk selv har opdrættet, og som regel er lidt stærkere end dem, der er importeret.
Tilbagemeldingerne har været så lovende, at akvarieforeningen allerede nu har besluttet at udvide til hele weekenden til næste år, hvorpå det vil blive den størrelse, man vil holde sig til fremover.

Klubben blev først startet i september sidste år med samme navn, logo og vedtægter som forgængeren, der lukkede i 1986 efter 48 års virke.
Og starten har været rigtig lovende med 28 medlemmer. Man havde blot håbet at være nået op på 15 så tidligt, da gennemsnittet i de hjemlige akvarieforeninger ligger på 20 - og Heine Dupont tror da også, at der er rigtig mange andre akvariester i byen, der kunne få glæde af et medlemsskab. Samtidig er man stærkt presset af internettet. Men hvem siger, at den, der svarer på et spørgsmål på internettet, nu også har ret.
Så det kan være en fordel at  møde op i foreningen, hvor man kan mødes med ligesindede og få gode råd og vejledning.
Vejle Akvarieklubs website www.vejleakva.dk får besøg af ikke færre end 1.700 forskellige mennesker om måneden og havde 80.000 klik i januar.

Klubben har medlemmer på mellem 20 og 70 år, men det er svært at få fat i de unge. Nogle er mere aktive end andre. En har et akvarie på 54 liter, og en anden har 54 akvarier, hvoraf det største er på 530 liter.
Jo større, akvariet er, jo lettere kan det holde sig rent, forklarer Heine Dupont, der nåede at være med i den gamle forening, før den måtte lukke - bl.a. i konkurrence med fjernsynet.

Den genskabte akvarieforening savner klublokaler og mødes indtil videre i Bygningen og lidt på Damhaven.
- Hvis vi må låne et lokale en gang om måneden, skal vi nok sætte et akvarium op - og passe det, lokker Heine Dupont.