Anatolien
- hvor ligger det dog henne? Jeg kunne i hvert fald ikke huske det på stående fod, havde en svag erindring om, at det var et sted ved Middelhavet. - Det er det også, når jeg slår op i mit atlas. Det er den vestlige halvdel af Tyrkiet, den der ligger mellem Middelhavet og Sortehavet.
Dér lever bl.a. killies, af slægten Aphanius, og man ved en masse om deres taxonomi, systematik og udbredelse, men meget lidt om deres økologi og endnu mindre om deres naturlige bestande.
Det er fisk, der ret sent dukkede op i vore akvarier, - hvis man overhovedet ser dem hos hjemlige akvariehandlere. Men i Tyskland sås til at begynde med A. mento & iberus, tit også A. fasciatus, - selvom den sidste nu hurtigt forsvandt igen. Det er en brakvandsart, der skal have andre forhold end de øvrige killies.
Mange af disse fisk var udbyttet af ferieophold ved Middelhavet, og den tiltagende turisme gjorde det muligt at besøge fjernere og fjernere lokaliteter med nye og spændende arter. - Desværre har den samme turisme været medvirkende til, at mange arter er gået stærkt tilbage. Der er ganske simpelt bygget hoteller oven på strandsøerne.
A. chantrei blev beskrevet af Gaillard allerede i 1895 og fik navn efter finderen, Ernest Chantre. Den bliver en 75 mm, og er dermed den største af de tyrkiske killies.
Herefter blev A. anatoliae beskrevet af Leidenfrost i 1912. D.v.s. hannerne blev først beskrevet som en art for sig. Der er jo tit en del forskel på kønnene hos killies.
Endelig blev A. asquamatus beskrevet af Søzer i 1942. - Den er på rødlisten fra 1990, med henvisning til den stærkt synkende vandstand i een af dens vigtigste lokaliteter, Hazersøen i det østlige Tyrkiet. Der skulle bruges vand til markerne på egnen.
De nævnte 3 arter er endemiske for Anatolien. Dertil træffes A. fasciatus & mento. Men A. fasciatus kendes omkring hele den østlige halvdel af Middelhavet, navnlig i brakvand, og A. mento er udbredt fra Tyrkiet og over til Eufrat og Tigris, navnlig i rent ferskvand.
Synkende vandstand (kunstvanding) og forurening synes i det hele taget at være problemet på de tyrkiske killilokaliteter, - og omvendt sætter vandingskanalerne hidtil adskilte søer og sumpe i forbindelse med hinanden, så hidtil adskilte populationer og underarter kan blande sig. - Dertil hører udsætning af aldeles uvedkommende Gambusia affinis jo til de så kaldte experters hellige pligter, - hvis man da ikke ligefrem indfører rov-, undskyld spise-, eller måske snarest lystfiskerfisk, - som fx sandart...
Heldigvis er killies lette at formere i akvariet. Men så har vi det gamle problem: Er det den samme fisk efter 50 eller 100 akvariegenerationer. Der er jo unægtelig ikke de samme forhold i vore akvarier som i de kilder, søer, bække..., fiskene oprindelig kom fra.
Niels Hannow
Kilder: Muus og Dahlstrøm, Europas Ferskvandsfisk, samt DATZ 7/94, side 447-53, Ruud Wildekamp og Kees Valkenburg, notizen über Zahnkarpfen-Lebensräume in Anatolien. Artiklen er ledsaget af en særdeles omfattende litteraturliste.
Vidste du i øvrigt, - at ordet killi, ikke har noget at gøre med det engelske kill / dræbe, men kommer fra hollandsk og betyder noget i retning af »små fisk fra kilder«. Ifølge Gælle Tidende Maj 1994.