Anemonefisk
Ja det ved vi alle sammen. Det er klovnfisk, Amphiprion, små skægge, tværstribede tingester på en 10 cm, der til forskel fra andre småfisk tåler at komme i nærkontakt med søanemoners nældeceller. Og det er koralrevsfisk.
Vi skal imidlertid ikke længere end til Middelhavet for at finde anemonefisk, nemlig Gobius bucchichii, Steindachner, 1870. Wolfgang Pölzer fra Salzburg Universitet har studeret den i naturen.
Det er en lille, langstrakt, ganske uanseelig fisk, grågrøn med spredte brune pletter, næsten, ordnet i længdestriber. Er der fare på færde, søger den tilflugt i de såkaldte voksroser, Anemonia sulcata & rustica, ligesom klovnfiskene uden at udløse nældecellerne. Men den er kun immun overfor disse to søanemoner, og ligesom hos klovnfiskene er det dens kropsslim, der gør den immun.
Der er ikke tale om symbiose, for anemonen har intet ud af at have fisken logerende. På den anden side tager den heller ikke skade af det. Man taler om karpose.
Anemonegobien træffes i “snorkeldybde” i Sortehavet, i dele af Atlanterhavet, og frem for alt i hele Middelhavet. Den er også ret almindelig i akvarier. Alligevel er den lidet studeret. Der er en enkelt artikel, på fransk, fra 1960.
Anemonegobien er kødæder. Den tager sand op i munden, og spytter det enten ud igen eller lader det gå ud gennem gælleåbningerne, forstås efter at have uddraget evt. spiseligt. Den kan også tygge algebelægninger igennem. Evt. smådyr forsvinder i maven. Algerne bliver mere eller mindre spyttet ud. Den svømmer med korte, hoppende bevægelser, først og fremmest ved hjælp af halefinnen.
Maveundersøgelser kunne tyde på, at den er altædende. Men tarmen er alt for kort til, at den kan være andet end kødæder. Dette understøttes af tandsættet (billeder i DATZ). Menuen er først og fremmest krebsdyr: bittesmå krabber, copepoder, rejer...
Fisken er dagaktiv, ja overvejende aktiv tidligt om morgenen.
Den lever på 1 - 10 meter vand. De fleste individer finder man imidlertid på 3 - 7 meter vand. Der kan man træffe op til 7 fisk inden for ½ meter fra den samme søanemone. Under 10 meter afløses den af sort kutling, Gobius niger, Linnaeus, 1758.
Anemonegobier er fuldstændig immune overfor voksrosernes nældeceller. Man kan se dem sove i direkte kontakt med tentaklerne. Og de reagerer overhovedet ikke, hvis de tilfældigt skulle komme i kontakt med en tentakel.
Mærkning viste, at de fleste anemonegobier holdt sig inden for 1½ meter fra deres anemone. Var der fare på færde, flygtede de ind under tentaklerne, eller ned i en lille hule, alt efter hvad der var nærmest.
Legetiden begynder, i hvert fald i Adriaterhavet, i april. Fiskene skifter ikke farve, og man kan kun se forskel på kønnene på størrelsen, hannerne 32 til 118 mm, hunnerne 27 til 86 mm, på læggerøret (langt og spidst henholdsvis kort og stumpt), og ikke mindst på hunnernes tykke maver.
I begyndelsen af juli traf Wolfgang så 1 - 2 cm “lange” ungfisk på mindst 2 meter vand. De opholdt sig lige over bunden, i nærheden af en voksrose. Det syntes ikke at genere dem at røre ved tentaklerne. I øvrigt lignede og opførte de sig som de voksne.
Niels Hannow
Læs selv: DATZ 4/96, side 233 - 34, Wolfgang Pölzer, Anemonenfisch im Mittelmeer, og se billederne.