Et par meget sjældne gæster,

 

Ctenops nobilis og Parasphaerichthys ocellatus.

 

 

 

Tekst og fotos: Tonny Brandt Andersen.

 

 

Mens jeg havde forretning gjorde jeg meget ud af, at skaffe nyheder og mærkelige fisk hjem. Det var dog ikke altid det blev godt modtaget. Det bedste var selvfølgelig at opleve kunderne være helt ”oppe at køre” over det jeg havde købt hjem, men sådan er livet jo. Nogle af de dårligste handler jeg har lavet, har været indkøb af forskellige Labyrintfisk. På et tidspunkt havde jeg tre arter af Lakridsgurami, og en anden gang havde jeg fundet to, for mig ukendte, arter på listerne. Det er dem jeg vil skrive et par ord om denne gang.

 

En af mine leverandører havde næsten konstant et pænt udvalg af mundrugende Betta og forskelligt andet. To navne faldt mine øjne på, da de afveg fra de øvrige Kampfisk og Gurami. Ctenops nobilis og Parasphaerichthys ocellatus blev således bestilt hjem, og jeg må indrømme, at jeg selv så på Ctenops nobilis, da jeg havde hældt den ud i akvariet, og tænkte, hvad er du dog for en.

 

 

Ctenops nobilis.

 

 

Ctenops nobilis.

 

Ctenops nobilis kommer fra Indien og Bangladesh. Den blev videnskabelig beskrevet i 1845 af Mc Clelland, og den er en del af Chokoladegurami gruppen, som bedst kendes fra slægten Sphaerichthys. Den bliver op til 10 cm. stor og holder territorium. Akvariet bør bygges op med masser af planter, også flydeplanter. Fisken er en god springer, så der kræves tætsluttende dæksglas. Dette vil også hjælpe til at luften mellem vandoverfladen og glasset holdes opvarmet af vandet, hvilket er godt for Labyrintfisk, som går til overfladen for at indtage luft. Fordelen ved at kunne optage luft direkte ved overfladen, gennem det der kaldes en labyrint, er at fisken kan overleve selv om vandet på nogle årstider er mindre iltholdig, eller det ligefrem er mudret vand de lever i. Vandbevægelsen bør være minimal, og vandkvaliteten skal holdes, for at Ctenops nobilis føler sig tilpas. Den foretrækker således oftere og mindre vandskift.

 

Ctenops nobilis er en ret sky fisk, og det anbefales at tilsætte lidt salt til vandet, cirka en teskefuld til 20 liter vand. Hannens farve er grågrøn og kun når der skal leges, viser han flere farver som rød, grøn og gul. Hannen, som har en længere rygfinne end hunnen, bygger en skumrede, og som Betta splendens så lader hannen sin krop forme som et U omkring hunnen, under legen. Efter legen samler hunnen de befrugtede æg op, og går med dem 11-14 dage, hvorefter ungerne lukkes ud og overlades til dem selv. Det er så her, at det er godt med et pænt lag flydeplanter.

 

 

Parasphaerichthys ocellatus

 

 

Parasphaerichthys ocellatus.

 

Parasphaerichthys ocellatus, også kaldet Øjepletgurami, kommer fra Myanmar, tidligere kendt som Burma, og anbefales også kun til erfarne akvarister. Den lever oppe i bjergene i små mudrede vandløb. Man kan med fordel holde Parasphaerichthys ocellatus lidt køligere gerne 22-26 grader C. og en pH mellem 6 og 7,5. Den gør sig bedst i små grupper på 5-6 individer, dog kan hannerne være aggressive overfor hinanden. Det er en sky fisk som man enten kan holde i et specialakvarium eller i et akvarium med fredelige fisk som for eksempel Rasbora. Vil man undgå at Parasphaerichthys ocellatus trækker sig tilbage i akvariet, skal man give den trykhed i form af mange planter og dæmpet lys. Her virker flydeplanter også lysdæmpende.

 

Parasphaerichthys ocellatus blev beskrevet af B. Prashad og D.D. Mukerji i 1929. Artsnavnet ocellatus betyder øjeplet, og hentyder til pletten midt på fiskens krop. Den bygger skumrede, og man formoder, at den er mundruger.

 

Parasphaerichthys ocellatus bruger sin dag på at svømme rundt nær overfladen, for at finde noget spiseligt. Fisken bliver kun 4 cm. og kan i akvariet fodres med forskellig levende og frossent foder som for eksempel Artemia og dafnier.

 

Jeg syntes jeg havde et par sjove, og bestemt anderledes fisk, men andre delte åbenbart ikke min mening, for de var umulige at sælge. Nogle gange satser man lidt forkert i sine indkøb, men så må man bare forsøge selv at nyde fiskene som ens egne.