Tekst og fotos: Tonny Brandt Andersen.
Min interesse for Tanganyikacichliderne kom først og fremmest fra et besøg i Danmarks Akvarium, hvor jeg så et akvarium med Prinsessecichlider. Neolamprologus brichardi, som fisken videnskabeligt er beskrevet af Poll i 1974, og som ifølge Dr. W. Staeck (1994) er det korrekte navn, lever i kolonier på mange tusinde fisk, i dens naturlige omgivelser, og akvariet i Danmarks akvarium illustrerede også dette rigtig godt, selv om der ikke var nær så mange fisk. Det specielle er, at når man først har fået sig en velfungerende flok, så vil man kunne holde flere generationer sammen, og ældre søskende vil tage sig af de mindste (jeg mener ikke spise).
Hvad gør man så når man gerne vil starte et selskabsakvarium op med Tanganyikacichlider. Ja, jeg havde haft akvarium i nogle år, og jeg havde da også i de år igen stiftet bekendtskab med "prinsessen", derfor ville jeg nu forsøge mig med andre arter. Mit ene stueakvarium på 250 liter skulle benyttes, og jeg havde alle de tekniske installationer i orden. Da jeg havde besluttet mig for, at de fisk som skulle i akvariet, skulle komme fra klippekyst og/eller overgangszonen, måtte jeg i gang med en dekoration, som kunne ligne dette område. Jeg anskaffede mig Faksekalk af flere gange, fordi det er et meget tungt materiale, og fordi jeg boede på 2. sal. De 2 største kalkblokke vejede hver 20 kg., og jeg regnede mig frem til, at der cirka var 150 kg. kalksten i mit akvarium. Det mest spændende var nok om akvariet kunne tåle det, og jeg husker tydeligt hvor overrasket flere akvarievenner blev, når de så hvorledes akvariet som er 1 meter langt, kun støttede på reolen med de 60 cm. og det vel at mærke på en sådan måde at jeg på et område på 50 x 40 cm. i akvariets ene ende kunne køre et stykke papir ind under akvariet. Nå, men jeg havde fået stablet kalken op i akvariet, og jeg passede nøje på ikke at kalken skulle få uheldig kontakt med glasset. Akvariet kom til at stå fint med MEGET hvid kalk, som fuldstændig oplyste min stue, og mange gæster har rost mit flotte hvide akvarium, dog ikke dem som havde forstand på det. Efter en hjemme konkurrence i Dansk Cichlide Selskab ændrede jeg radikalt på dekorationen, og jeg fik da også en meget bedre placering ved den næste konkurrence. Det er dette akvarium jeg vil fortælle om, for det var jeg selv meget tilfreds med, og jeg tænker mange gange tilbage til de mange oplevelser dette akvarium gav mig, men jeg vil også sige, at jeg har solgt alle mine kalksten, og når jeg igen skal holde Tanganyika cichlider, bliver det med en støbt dekoration af for eksempel alfix.
Jeg havde nu lagt kalkstenene således, at de helt eller delvist dækkede side og bagruderne, og jeg havde dækket ruderne til udefra med sort karton. Det var nødvendig, fordi jeg for at skabe noget dybde i akvariet havde lavet en kløft ind mellem stenene, og dermed fik delt akvariet op. Denne slugt blev alt efter mit humør tilplantet med Vallisneria, som er en af de få planter, som kan siges findes i søen og tilgængelig i vores forretninger. Til bundlag brugte jeg, skal vi kalde det, kalkgrus, hvorpå jeg lagde små stykker kalksten, som jeg selv havde slået i stykker af større sten. Efter et par måneder med godt med lys, kom der et nydeligt grønt lag af alger over stenene, og der var dem som tilkendegav, at det var pænere før med hvide sten. Jeg vidste dog godt, at jeg ville have Tropheus og at de lever af alger, som de gnaver af klipper, så nu var det ved at blive som jeg ville have det.
Tropheus duboisi.
Jeg fandt til sidst også frem til en fiskesamling, som passede mig (og fiskene) godt. For der må jeg sige, at man kan komme ud for megen irritation, når de forskellige territoriehævdede arter, begynder at slås.
Jeg havde på forhånd sat mig for, at jeg ville have en Tropheus-art en hulelegende og en sneglehuslevende art i akvariet. Og jeg så en del farvebilleder af forskellige typer af Tropheus, hvorfra jeg fandt frem til at jeg kunne tænke mig Tropheus moorii "Cape Kachese", af hvilken jeg købte en trio. Jeg måtte også København rundt på jagt efter sneglehuse, og da jeg ikke ville spise dem først, havde jeg lidt af et problem, jeg gik fra den ene forretning til den anden, indtil jeg blev henvist til Magasin's delikatesseafdeling, hvor jeg dengang købte 2 æsker med 24 tomme sneglehuse i hver. Nu havde jeg nok, også til mine små artsakvarier, hvor jeg for eksempel havde den rigtig flotte Lamprologus ocellatus. Sneglehusene blev placeret i den ene ende af akvariet, og det er det dejlige ved sneglehuslegende cichlider, man kan næsten bestemme hvor i akvariet de skal opholde sig, fordi de holder sig i nærheden af deres hus. Til mit stueakvarium havde jeg valgt den lille "Bulldozer" Neolamprologus multifasciatus, og derudover havde jeg 3 arter af Neolamprologus: N. savoyi, N. longior og N. tretocephalus. Jeg vil dog kun anbefale andre at have 2 af disse arter, for der var ikke helt plads til alle 3 arter når en eller flere af dem havde unger. Det kom til nogle ordentlige slagsmål, og til sidst gav jeg da også mine N. longior et akvarium for dem selv (artsakvarium) i soveværelset. På et tidspunkt havde jeg også nogle af Julidochromis-arterne, og specielt husker jeg Julidochromis dickfeldi. Arterne i denne slægt er også flotte og nemme arter at have med at gøre.
Julidochromis dickfeldi.
Man kunne måske fristes til at tro, at de meget små Neolamprologus multifasciatus var for små, at holde sammen med de store Tropheus, men der skal man tænke på, at Tropheus er vegetar, og at den igennem årtusinders tilpasning, har udviklet et længere tarmsystem, for at kunne udnytte den fødeniche i søen, som hedder alger. Den længere tarm skal til for at fisken kan nedbryde og fordøje plantekosten. Derved kommer du måske også ind i små problemer med hensyn til kosten til de andre fisk, idet de for eksempel gerne tager levende klare myg eller frostfoder som artemia og mysis. Du skal da tænke på, at dine Tropheus selvfølgelig også vil gå til dette foder, og at de ikke må få meget og for fed kost.
Tilbage til mine N. multifasciatus, hvor jeg vil fortælle hvilken respekt de fik skabt hos de store fisk. Hver gang en Tropheus svømmede hen over sneglehusene gik en eller flere N. multifasciatus til angreb - et hurtigt angreb med et bid i bugen på den store fisk, og en tilbagetur til sneglehuset, som var så hurtig, at det næsten ikke kunne opfattes - i hvert tilfælde ikke af den store fisk, gjorde at det med tiden, helt automatisk, blev Tropheus-frit område. De store fisk, som sikkert kun kunne nå at registrere at de fik ondt i maven når de svømmede der, holdt sig simpelthen væk.
Neolamprologus savoryi.
En af mine favoritter, som jeg havde meget længe, er Neolamprologus savoryi. Jeg syntes ikke jeg har set noget til den i handelen de sidste 5 år, hvilket måske hænger sammen med de rimelig kedelige farver, alt skal helst være gult, blåt eller rødt, men jeg faldt altså for denne rimelig aggressive art, som i adfærd er meget lig "prinsessen", og jeg fik da også oplyst at N. savoryi er "prinsen".
Neolamprologus tretocephalus.
Neolamprologus tretocephalus var den største af de Neolamprologus-arter jeg havde, og efter min mening ikke forholdsvis mere aggressiv end de andre, så det var en køn fisk, som var til at have med at gøre. Der findes også en anden stribet art, som minder meget om denne, men N. sexfasciatus, som jeg ikke har prøvet at holde, kan kendes på sine, som navnet siger, 6 striber.
Jeg har haft meget glæde at mit Tanganyikaakvarium, og vil helt sikker igen holde nogle af disse, eller de spændende arter, som lever over sandbunden.