C. Barbatus blev første gang beskrevet af Quoy og Gaimard helt tilbage i 1824!!!!!
C. Barbatus er den største corydoras art, der er fundet til dato med sine 13-14 cm. Som fuldvoksen er det jo en meget stor cory, når man ved at den mindste art jo bare er 2½-3 cm. (C. Pygmaeus)
Noget, der gør C. Barbatus til noget ganske særligt, er, at kønsmodne hanner skifter farve, og at de får op imod 50-60 små skægtråde på siden af hovedet. Dette er kun set hos en anden art nemlig C. Lacerdai, som er fuldstændig identisk med C. Barbatus bortset fra størrelsen.
Hunnerne af C. Barbatus er lidt kedelige at se på. De har en grå sandfarve som bundfarve, og så er de ellers bare lidt brunt broget, men HANNERNE derimod er et syn for gude. De er .nærmest sort med gylden/bronce farvede pletter over hele kroppen. De har enddog også denne farve på kanterne af finnerne.
Da jeg for første gang stiftede bekendtskab med C. Barbatus oppe ved min nu gode akvarie ven Carsten i Holbæk, faldt jeg pladask for den. Den MÅTTE jeg bare eje, men ville han sælge nogle nogle af sine dyr??? Nix, der var ikke noget at gøre, de var ik til salg, så spørg lige om jeg var ærgelig..
Men efter utallige telefonopringninger og besøg, fik jeg endelig tiltusket mig 1 han og 2 hunner (arten kan nemlig være meget territorial, så derfor kun 1 han). Spørg nu lige, hvem der var lykkelig?? Nemlig, det er vist det det ord, der falder mig nærmest, når man tænker på tilstanden, jeg nu var i.
Da jeg vidste, at jeg kunne "regne" med Carsten, havde jeg "tilfældigvis" lige et 63L., der stod klart til dem. Efter en masse gode og kloge råd om pleje og opdræt, ja så gik turen ellers hjem igen, og det kunne næsten ikke gå for stærkt, for jeg glædede mig jo som et lille barn til at se mine nye fisk i akvariet.
Efter hjemkomsten kom fiskene i akvariet, der gik et par timer, og så skulle jeg lige kigge til dem. De stod og "trykkede" sig i det ene hjørne, og så ikke ret godt ud...HVAD VAR NU DET??? Hos Carsten fræsede de rundt i fuld krigsmaling...hmmm....ups!!! Carstens råd var jo allerede glemt. Vandet var på 26 grader, .han sagde vist omkring 21 grader..ups...pumpen var da også glemt, der var dog svampe filteret, men vandet blev nu skiftet med noget, der var lidt kølligere, og pumpen på de 850 L/T blev sat i akvariet. Klokken var nu 22.30, og så slukkede lyset, og det tog jeg som et tegn på, at det var sengetid.
Den næste dag var jeg meget spændt på, om mine nye fisk stadig stod og trykkede sig. Men nej! De vimsede rundt og søgte føde i bundlaget med alle farverne tændt og det hele. Jeg syntes næsten, at de var flottere end Carstens fisk, men det var jo også mine nu.
Efter godt 3 uger så jeg til min store glæde, at hannen og den ene hun var gået i T-stilling. Kort efter svømmede hunnen op midt i strømmen og afsatte 6 æg, og dette fortsatte til, der var afsat ca.180 æg på ca. 1,8 mm. i diameter, og alle æggene blev afsat i en klump.
Da de var færdige med at ligge æg, skyndte jeg mig at pille æggene af, inden at de begyndte at æde dem (det har jeg så siden hen fundet ud af, at de aldrig gør) Nå, men æggene kom ned i en "æggebakke", skimlingsmiddel i og så bare ellers vente. Efter 5 dage klæggede æggene, og klægningsprocenten var næsten 100%. Spørg lige om jeg var glad? Efter endnu 2 dage begyndte jeg at fodre med artemia, og efter endnu en uge fik de mallepiller, og så tog væksten ellers ved, da de fik dette foder. For at fodre et kuld C. Barbatus op er det altafgørendene, at man skifter vand tit nok, da arten er MEGET ømfindig overfor nitrit/nitrat, men ved god fodring og hyppige vandskift, når de forældrenes størrelse på ca.1 år. /Martin Hansen