Efter lang tid venten blev endelig lørdag d 20.9 og turen til Hamburg kunne begynde.

Vi startede ud med rundstykker og kage, og snart begyndte køreturen mod Tyskland. Dagens første stop blev Aquarien center Löhning (http://www.aquarien-center-loehning.de/) . Butikken er den ældste akvariebutik i Hamburg, og kan i år fejre 60 års jubilæum. Som ved tidligere besøg var salgsakvarierne fyldt med flotte og spændende fisk, og flere fik handlet i butikken.


Herefter gik turen videre til akvariemessen, hvor der var en masse spændende at kigge på, både salt- og ferskvandakvarier. Udover de mange flotte stande, var der også en fiskebørs, hvor private kan sælge fisk og planter. Der var et bredt udvalg af mange forskellige arter, og især rejerne var flotte. Igen blev der købt fine sager med hjem, og de medbragte flamingokasser blev taget i brug.

Efter nogle timer på messen kørte vi retur til Vejle, og bortset fra en mindre kø, forløb hjemturen planmæssigt.
Tak til alle for en rigtig hyggelig dag. Snart går turen atter mod Tyskland igen :-)
(Tak til Benny for de super gode billeder)